TÆTNING AF YDERDØRE
Har du mistanke om en utæt dør i dit hus, hvor det suser ind med træk eller støj, så er det på tide at du får tjekket og skiftet dine tætningslister. Splinternye tætningslister kan gøre underværker både for varmeregningen, men bestemt også for indeklimaet. Hvis dine døre ikke er ordentlig tætte, så er der fri passage for kulde, varme og larm. I dag er det et must, at træ møder gummi, hvis resultat skal være i orden og du skal leve op til energikrav og standarder. Så få tjekket dine lister med jævne mellemrum og udskift dem, hvis de er ved at være slidte. De er heldigvis hverken dyre eller svære at skifte.
TJEK DINE TÆTNINGSLISTER
Et nemt trick til at få tjekket om dine yderdøre er tætte, er ved hjælpe af et almindeligt stykke A5 papir. Åben den pågældende dør og sæt papiret i klemme ved at lukke døren. Hvis du ubesværet kan fjerne papiret uden for meget modstand, så er det et tegn på for ringe isolering mellem dør og karm. Hvis papiret blot kan fjernes, kan vind og diverse højst sandsynligt også frit passere.
MÅL OP
Der findes et utal af forskellige tætningslister, så inden du kan købe nye tætningslister, er det en god idé at få målt op, hvor brede mellemrum tætningslisterne skal fylde ud. Dette kan du gøre ved hjælp af en klump modellervoks. Åben døren, placer modellervoksen, hvor tætningslisten normalt sidder og luk så døren igen. Når du åbner døren skulle modellervoksen gerne have formet sig i den tykkelse, du skal bruge og således har du dine mål. Et alternativ er at medbringe et stykke fra den gamle tætningsliste i dit lokale byggemarked og bruge den til at sammenligne.
HVILKEN SLAGS TÆTNINGSLISTE?
Når det drejer sig om tætning af yderdøre, skal du gå efter enten EPDM-gummi eller silicone. EPDM-gummi er især velegnet til udendørs brug, da denne form for gummi kan tåle solens UV-stråler. Ligeledes tager den fint imod varme og væske. Dog har den en udfordring, når det kommer til olie og opløsningsmidler, hvilket kan skabe vanskeligheder, hvis du på et tidspunkt skal have malet dine yderdøre. Tætningslister i silicone er en smule dyrere, men holder til gengæld både funktion og form længere.